Ud over at være værtsplante for Hedepletvinge og Smalrandet Humlebisværmer, så er Djævelsbid i blomstringsperioden, der varer fra juli til oktober, til glæde for både mennesker, bier, svirrefluer massevis af sommerfugle.
Da Djævelsbid er en flerårig plante, kan den sammenlignes med en staude. Så hvorfor ikke anlægge et staudebed med Djævelsbid? Eller bare have nogle stykker i en urtepotte?
Djævelsbid får 50-60 cm høje blomsterstængler, der skyder op fra en bladroset. Er der planter nok, kan de danne et tæt tæppe, som gør planten velegnet til et staudebed. Der skal dog lidt tålmodighed til, idet planterne normalt først blomstrer 2. år.
|
|
Staudebed med Djævelsbid. Blomstringen varer fra juli til midten af
oktober, hvis der ikke kommer alt for meget frost. Billedet er fra slutningen af august. |
|
| Blomstrende Djævelsbid 30. oktober 2023. |
|
|
Efter en nat med nogle frostgrader d. 16. oktober 2020 stod de
mange Djævelsbidblomster, som dagen før havde været så fine, med rim. Det satte en stopper for yderligere blomstring det år. |
Djævelsbid er en hårdfør, nøjsom plante, som er nem at have med at gøre. Den klarer tørke, oversvømmelse, frost og høje temperaturer. Men den klarer sig dårligt i konkurrencen med kraftige, hurtigvoksende græsser og urter, som kan skygge den væk.
Vedligeholdelse
Det første år efter såning må bedet ikke udsættes for tørke. Djævelsbid
trives med at stå fugtigt, men lettere tørke klarer de fint, når de har etableret
et godt rodnet. Er det meget tørt, så må man vande med mellemrum.
Bliver
planterne hjulpet godt i gang, danner bladrosetterne i løbet af et par år
et forholdsvis tæt bunddække, der ikke kræver meget vedligeholdelse. Skulle
der komme mange konkurrerende planter, så luges nogle af disse væk, så de ikke
truer Djævelsbid-planterne.
|
|
|
Et år gamle Djævelsbidplanter, som de ser ud sidst i august. Der er
endnu god plads til flere planter, men det løser sig selv i løbet af endnu et år. Se næste billede. |
Ved lugning skal man være opmærksom på, at mange planter kan ligne Djævelsbid. Jeg har ofte luget rundt om helt små mælkebøtter i den tro, at det var Djævelsbid. Små mælkebøtter har ikke de takkede blade.
2. år
Planterne kan nu klare sig selv under normale forhold. Kun i lange
tørkeperioder kan det være hensigtsmæssigt at give planterne lidt
vand.
I løbet af juli skyder lange blomsterstængler op, som forgrener sig til flere blomsterstængler. Først med én blomst, så med flere og i september er blomstringen på sit højeste.
|
|
| Samme bed som ovenstående - her fotograferet år 2 sidst i august. Kort før blomstringen er på sit højeste. |
På 2. år står Djævelsbid-planterne så tæt, at vedligehold ikke er nødvendigt.
Hvis planterne står meget tæt, bør stykket slås (le eller hæksaks) en gang i løbet af vinteren, og det afklippede plantemateriale fjernes, så bladrosetterne får lys og luft.
Frø-indsamling
Djævelsbid spreder
sig ganske af sig selv, men ønsker man Djævelsbid i et nyt område kan med
fordel indsamle frø fra de afblomstrede blomsterstande, når frøene er ved at
være modne. September måned er velegnet til indsamling. Mange frøstande er da
klar til at blive høstet.
|
|
| Til venstre: Næsten moden frøstand. Til højre: Moden frøstand, hvor de øverste frø er kastet. |
Frøene modner oppefra. En frøstand, der er ved at være plukkeklar bliver lys i toppen, og den åbner sig en smule. Man kan med en finger forsigtigt skubbe til frøene i toppen. Løsner frøene sig, er føstanden plukkemoden.
|
|
|
Til venstre: Indsamlede frøstande. Til højre: Efter et par dage i vindueskarmen falder frøene nemt af. Til venstre: Resten af frøstandene er her sorteret fra - blot for et syns skyld. |
Såning
Det siges:
- at Djævelsbidfrø ikke kan gemmes fra år til år. De mister evnen til at spire.
- at spiringsevnen øges, når frøene har fået frost.
Hvis det er rigtigt, så er det bedste tidspunkt at så på i løbet af vinteren. Helst i bar jord eller med meget sparsom vegetation.
Det er ikke nødvendigt at dække frøene til.
Placering - såsted
| Ellenbergs indikatorværdier siger noget om en plantes typiske voksested og dermed, hvor de trives bedst. Indikatorværdierne kan derfor hjælpe, når et Djævelsbid-bed skal placeres. |
Lysforhold: Kan både stå på meget soleksponerede steder og i halvskygge. Men den trives bedst i lysåbne omgivelser.
Næringsforhold: Klarer sig bedst på næringsfattig jord. Gerne sandjord. Den vokser også gerne i tørvejord. Det vigtigste er dog, at der ikke er kraftig vegetation på voksestedet. Holdes andre vækster nede, så klarer Djævelsbid sig også i god jord.
Fugtighedsforhold: Djævelsbid kan
klare at stå på tørre områder, men trives bedre hvor der er lidt
fugtigt.
Djævelsbid i potte
| Potte med 2. års Djævelsbidplanter først i juli. De blomstrede fra først i august. |
Jorden i potten kan være pottemuld, men lidt jord fra et muldvarpeskud er også fint.
Vinteropbevaring
For at meget hård frost ikke skal tage livet af planternen, kan potterne evt. graves ned og tages op i potten igen til foråret.
Kuriosum
Det er set flere gange, at Djævelsbid i potte er har tiltrukket en Hedepletvinge-hun, som har lagt æg på planten.
Det sker naturligvis kun, hvis der i øvrigt er rigelige mængder med Djævelsbid tæt ved, og Hedepletvinger findes i området.
Skulle det ske, vil det være hensigtsmæssigt for larverne, at pottens planter sættes i jorden, når det opdages. Derved får larverne bedre mulighed for at kravle fra plante til plante.
Se i øvrigt: Om værtsplanten Djævelsbid
Læs mere Ellenbergs indikatorværdier:
https://novana.au.dk/naturtyper/kontrolovervaagning/indikatorer/indikatorvaerdier



