Om værtsplanten Djævelsbid


For en egentlig beskrivelse af Djævelsbid henvises til Faktasiden på Naturbasen (åbner i nyt vindue).

Djævelsbid - her på et tørt område, der grænser op
til et vandhul. 16. september 2019.
Djævelsbid kan findes hele året rundt, men mest iøjnefaldende er de i blomstringssæsonen, som er august - september. Da ses de blåviolette blomster på høje stængler hævet over den øvrige vegetation.

Med den sene blomstring byder de på nektar til mange forskellige insekter på et tidspunkt, hvor der ikke så mange andre nektarkilder. Blomsterne bliver derfor flittigt besøgt. Bl.a. er de store, sene sommerfugle som Admiral, Nældens Takvinge, Stor Kålsommerfugl og Citronsommerfugl er hyppige gæster.

Citronsommerfugl suger nektar fra Djævelsbid.
2. september 2017

Blomsten
Djævelsbid-blomstens stadier, der strækker sig fra
medio juli (1) til efterfølgende forår (6)

Som blomsterknop er farven grøn, men bliver efterhånden lyserød (1), som senere går over i  pastelblå (2) inden blomsten springer ud (3).

Som afblomstret ligner den knoppen, men er brun (4). I den efterfølgende tid modnes frugterne (nødderne), de løsner sig og falder af (5). Tilbage står den tørre blomsterbund og bægerbladene (6)

Modne nødder fra Djævelsbid er 3-5 mm lange og
1 mm tykke. 
Især vinden sørger for spredning af frøene. 
Da frøene er behårede og har stive spidser i den 
ene ende, sætter frøene sig også gerne fast i tøj
eller i pelsen på et forbipasserende dyr. Derfor
ser man ofte, at der står Djævelsbid langs 
stier og dyreveksler ud fra et område med Djævelsbid.






Frøene er behårede og har stive spidser, som virker
som modhager. 












Djævelsbid-blomsterstande, der stikker op ad en
snedrive.
Blomsterstænglen bliver stående vinteren igennem. Langt ind i foråret ses de høje, tørre brune stængler. Af og til med resterne af en blomst.

Blomstringstiden er lang. Både fordi den enkelte blomst er hårdfør og blomstrer længe, men også fordi der på samme plante kan være mange stadier - lige fra knop til afblomstret.




Februar 2019. En blomsterstængler fra sommeren
står stadig oprejst.
Ser man de høje, tørre blomsterstængler om vinteren, så finder man ved jorden også ofte  bladrosetten, som ofte holder sig grøn gennem 
hele vinteren.

Planten til højre havde været oversvømmet i et par måneder. Vandet trak sig tilbage, men kom igen og frøs til is. Alligevel klarede den sig fint den følgende sommer.


Bladene
Bladroset af djævelsbid
Blomsterstænglen skyder op fra en roset af elliptiske, stort set helrandede blade.










De få blade, der kan være længere oppe på
stængelen er aflange og let fligede.
Længere op ad stænglen er der få, modsat stillede blade, der er mere aflange og fligede.











Voksested
De frodigste Djævelsbid står lige i skovkanten til højre.
De findes også midt i billedet, men her er det tør
sandjord, og Djævelsbid-planterne er mindre.

Det er en hårdfør plante, som både kan stå i meget fugtige områder og på tør, sandet jordbund, hvor den dog ikke bliver så frodig.
Den klarer også at være helt under vand i flere måneder - i hvert fald om vinteren.

På Hedelund er det typiske voksested på overgangen mellem våde områder til tørre områder.

Engen på billederne til højre er en tør, sandet rimme med en fugtig, skyggefuld dobbe lige til venstre.
Samme sted som ovenfor. Her er det i starten af august
i den ekstremt tørre sommer i 2018.
Græsset er svedet af solen, mens Djævelsbid-
planterne i forgrunden stadig er grønne.
Træerne til højre står på kanten af et vandhul.

Den største og tætteste bestand af Djævelsbid på Hedelund findes fra skovkanten på denne eng og 7-8 meter ud i det åbne.

I den tørre sommer i 2018 visnede den tørre del af engen bort. På trods af tørken holdt de fleste djævelsbid-planter sig grønne - foruden de små, selvsåede birke- og egetræer.

Se også Markpleje




Normalt er Djævelsbid blå til blåviolet (længst til venstre). Sjældnere ses de også i andre farvevarianter
fra lys blå til rosa. Blomsterne herover er fotograferet i naturlige bestande (ikke dyrket).