Larve-dagbog for forår 2024

28. april 2024. Enorm forskel på størrelse - og en med gult hoved.
Genfandt 26 Hedepletvinge-larver i Lunden. Også de to, der var langt "hjemmefra".

Ved kontrol af de gamle markeringer (fra i går) startede jeg med de to langt hjemmefra - og der efter gruppen af larver, der opholdt sig ved vinterspindets oprindelige placering,

Da jeg lidt senere kom tilbage til denne gruppe, havde en af dem skiftet hud, og den tomme larvehud lå tilbage.

Første observation efter hudskiftet, som kan være sket op til 30 minutter forinden. Adfærden var normal.
Ingen sære vridninger. Midt i gruppen ses den tomme larvehud.

Farveforvandlingen. På det sidste billede har larven helt sort hoved, men den er stadig lidt buttet.

Der var ikke andre laver at finde med gult hoved.

Ved Karsten og Minnas rimme fandt vi meget store og meget små larve. De store - op til 22-23 mm - på vestsiden af rimmen, hvor der vinteren igennem havde været tørt. De små - ikke mere end 7 mm - blev fundet på østsiden af rimmen, som havde været præget af oversvømmelse - og i øvrigt mindre sol i det tidligere forår (skygge fra rimmen). 

En af de store larver efter sidste hudskifte før forpupning. På trods af at larven havde bukket hoved
nåede den op på 22 mm.
28. april 2024

Et uskarpt, rystet billede af en lille larve. Da jorden var meget våd, var det ikke attraktivt at lægge sig
ned for at tage et billede. 
28. april 2024. 

Med bare 7 mm har de flere hudskifter tilbage inden forpupning. 
Iflg. observationerne i 2023 og 2024 fordeler hudskiftene sig således:
  • 8-10 mm - 3. sidste hudskifte ca. 8-9. april - Herefter 12-14 mm
  • 12-14 mm - næstsidste hudskifte ca. 19-20 april - Herefter 16-19 mm
  • 16-19 mm - sidste hudskifte inden forpupning ca. 26.-28 april - Herefter 20-24 mm. 

Med dagens fund af store og små larver skal datoerne tages med store forbehold. Opvækstvilkår som sol, temperatur og vand har tilsyneladende stor betydning for udviklingshastigheden. 
Det forklarer også, hvorfor man langt henne i flyvesæsonen kan finde helt friske, nyklækkede Hedepletvinger.

27. april 2024 - Langt "hjemmefra"
Fandt 26 Hedepletvingelarver i Lunden. 2 af dem virkelig langt "hjemmefra" - dvs. fra vinterspindet.

Små 10 meter fra vinterspindet.

Ligesom d. 23. april havde to larver havde fundet hver sin Djævelbidplante meget langt fra vinterspindet - ca. 10 meter. Den ene kan meget vel være den, som også blev observeret d. 23. april, men som nu var vandret videre på trods af, at der næsten ikke var Djævelsbid i det nye område. Alligevel var der 2 larver, der havde fundet vej dertil.

Da jeg lidt senere kiggede til dem, var den ene på vej tilbage efter at have været på udflugt ud på græsplænen/en græsvej - et farligt sted, hvor en robotklipper kan risikere at komme når som helst - eller for den sags skyld en bil.

Det var en meget stor larve i forhold til de øvrige observerede - men alligevel fra samme "kuld". Over 2 cm. Dvs. den er klar til forpupning.

På billedet ses ca. 2 cm larve, men den er ikke fuldt udstrukket - hovedet er bøjet forover.
Havde den kravlet i fuld længde kunne det godt give et par millimeter mere.


26. april 2024 - Snudebilles møde med Hedepletvinge-larve
Efter et par dage, hvor der ikke blev brugt lang tid på at finde larver, og antallet derfor var lavt (2 både d. 24. og 25. april, begyndte jeg at tro, at larverne var udvandret for at forpuppe sig. Men dagens resultat på 19 larver modbeviste det.

En af larverne var tilsyneladende angrebet af en snudebille, der sad på larvens hoved.

Snudebille sidder på hovedet af Hedepletvinge-larve. Mobilbillede.

Hedepletvinge-larven var rullet sammen i forsvarsposition. Efter lidt tid trak billen sig lidt tilbage, og larven faldt ned (lod sig falde ned, som det er sædvanligt for dem). Straks efter kom larven kravlende op langs bladkanten - tilsyneladende frisk. 

Billen har trukket sig lidt tilbage, Hedepletvingelarven stadig sammenrullet.
Kort efter lod den sig falde ned mellem Djævelsbid-bladene.

Snudebillen.

Larven atter tilbage for at få sig lidt at æde, mens snudebillen så på.

Hedepletvingelarven var lille for årstiden.


23. april 2024 - Ørkenvandring
Stadig køligt og i dag overskyet. Måske derfor fandt jeg kun 8 larver i Lunden + et lidt overraskende fund.

Området markeret med gult er Djævelsbid-område.
Området markeret med rødt er det område, hvor larverne hidtil er fundet - måske kun der, fordi jeg ikke har søgt ret
meget udenfor. I dag fandt jeg så en larve ved det røde kryds til højre i billedet, hvor der står 2 selvsåede Djævelsbid.

Larven har været på en - ud fra larvens perspektiv - ørkenvandring, idet der ikke findes Djævelsbid i 3 meters afstand fra det røde kryds.

Hvordan finder larven derhen? Er andre larver også udvandret i forskellige retninger uden at blive fundet - og uden at finde Djævelsbid? Har lige netop denne larve bare været heldig at have fundet en Djævelsbid? 

22. april 2024 - Koldt og solrigt
Natten til i dag var der kun lidt frost - ned til -1°C. En flot, solrig dag med en iskold vind fra ØNØ. Temperaturen nåede aldrig op på 6°C.
Det var svært at finde larverne - og der blev kun fundet 12 larver i Lunden. Nogle af dem mangler stadig at skifte hud.


21. april 2024 - Igen larver med gult hoved.
Igen i dag blev der observeret 2 larver med gult hoved (lige efter hudskifte) - denne gang ved Karsten og Minnas rimme, hvor der i øvrigt var 12 larver på vestsiden og 10 på østsiden af rimmen.

Den første larve, der for ganske nyligt havde skiftet hud. På tidspunktet for fotografering var der
højst gået ½ time - larven var blevet markeret (med sort hoved) ca. ½ time forinden.
Larven hoved var på dette tidspunkt blevet meget mørkere end det var, da den lige havde skiftet hud.
Man ser på billedet til venstre den gamle larvehud lige ovenfor larven. 21. april kl 15:57

Lidt efter fandt vi en larve mere med gult hoved. Larven har skiftet hud få minutter tidligere, hvilket
ses af de særegne bevægelser (billedet til venstre), som om den skal finde sig til rette i den nye, større
larvehud. Hovedet er da også ganske lyst gult. 21. april kl 16:08

Tidspunktet for hudskifte passer igen nøje med sidste år, hvor hudskifte blev dokumenteret 7. april og igen 19.-21. april. I år var det 8. april og så i dag - d. 21. april.

Ved Lunden blev de 29 larver genfundet - eller i hvert fald blev 29 larver fundet. Nu op til 5,5 m fra vinterspindets placering.

Der findes stadig meget små larver, mellemstore larver, og larver, der ser større ud. De mindste 8-9 mm, de største op til 18-20 mm. Jeg forventer at kunne finde flere hudskifte-larver de kommende dage.

Ingen af larverne er fuldt udstrukket - de trak sig lidt sammen i forbindelse med placering af målestok.

 
En af de meget små larver - ganske vist sammenrullet, men næppe mere end 8 mm. 
Den har endnu mindst 2 hudskifte tilbage inden forpupning.

Ellemarken var stort set opgivet. Med et dejligt solskinsvejr skulle der lige laves et sidste tjek, inden det blev helt opgivet. 
Ved ankomst kunne jeg konstatere, at flere Djævelsbid-planter bar tydeligt præg af, at en larve havde spist af bladene. 

Djævelsbid-blade, som bærer tydeligt præg af at være spist af. 
Til venstre er de afgnavne kanter stadig grønne - til højre er kanterne blevet brunlige, hvilket
indikerer at de ikke er blevet spist af i dag.

Snart så jeg også den første larve - og så en mere. Til sidst var 12 larver markeret her.


18. april 2024 - Larverne forsvinder om aftenen
Hvor larverne sidste i marts ofte overnattede i oppe i græsstrå, forsvinder de nu sporløst sidst på eftermiddagen, for så at komme frem næste morgen.

26 larver fundet i dag. Hver larve markeret med en pind og et "flag". 
Fjerneste pind (længst til venstre) er 4,20 meter fra vinterspindets placering 
(ved tentorpælen midt i billedet)


8. april 2024 - Hudskifte - larver med gult hoved
Ved 2 kolonier på Hedepletvingemarken og ét ved Karsten og Minnas rimme var der larver med gult hoved. Sidste år fotograferede jeg også larver med gult hoved på samme tidspunkt (d. 7. april) og igen senere (d. 19.-21. april). Det må derfor forventes, at larverne skal skifte hud én gang mere inden forpupning. 

Mange af larverne havde allerede skiftet hud. Det kunne ses af de mange tomme larvehuder, der lå, men også størrelsen. De larver, der ikke havde skiftet hud var 8-9 mm lange. Efter hudskiftet var de længere - omkring 12-13 mm.  

Larver, der lige har forladt den gamle hud skiller sig tydeligt ud fra de øvrige larver. Men ikke i ret lang tid. 

Den samme larve på 4 forskellige tidspunkter. Det vides ikke, hvor lang tid der er gået fra hudskiftet
til det første billede blev taget. Lige efter hudskifte er hovedet normalt lidt lysere. 
Fra første til sidste billede er der 23 minutter. På det sidste billede er hovedet så mørkt, at man næppe
vil bemærke, at der var tale om en larve med ny hud.
På to af billederne ser man den tomme larvehud lige ved siden af den "nye" larve.

Hudskiftet er tilsyneladende også signal til, at larverne i højere grad vandrer ud i landskabet. Hvor de tidligere var at finde inden for en halv meters radius fra vinterspindets placering, kunne man nu finde solo-larver op til 1,75 m fra vinterspindet. Det er tid til at se sig godt for inden foden sættes i jorden.


3. april 2024 - Sne 
Natten til d. 3. april var der faldet en smule sne/slud, som hen på morgenen frøs til is.

3. april 2024 kl 07:50

3. april 2024 kl. 07:54. Flere larver lå i sneen. Da solen kom frem, smeltede sneen hurtigt.


1. april 2024 - Larvekoloni på den oversvømmede Ellemark 
Flere larver end forventet har på den ellers så våde Ellemark overlevet. De ser endda ud til at have det godt. Vandet har trukket sig lidt tilbage, så larverne kunne ligge tørt.

Ellemarken 1. april 2024. Larverne ved E1-markeringen havde overlevet vinteren.
33 synlige larver liggende på et nyt spind.

25. marts 2024 - Larver på Ellemarken
På trods af oversvømmelserne på Ellemarken blev der i dag fundet overlevende larver. 

25. marts 2024. 16 synlige larver ved på Ellemarken. 

Desuden blev der fundet 2 larver ved E5 (som der tilfældigvis står på markeringsskiltet). Om de virkelig har overlevet der, eller om det er et par laver, der er vandret hertil fra E1, vides ikke.


24. marts 2024 - Larverne begynder at overnatte under åben himmel 
Hidtil er laverne søgt tilbage til det blad, de overnætter under efter at have været fremme om dagen. Det gøre de fleste larver stadig, men et stigende antal overnatter nu højt til vejrs i et strå.

Lunden, 24. marts 2024 kl 17:07. Larverne er gået til ro for natten - her overnatter de,
og kan findes samme sted næste morgen.

Lunden 1. april 2024 kl 07:40. Solen ved at stå op. Larverne har tydeligvist tilbragt natten i strået,


23. februar 2024 - Endnu mere vand 
Tørvejr og sol er en udpræget mangelvare. På Ellemarken ligger alle 4 vinterspind efterhånden under vand. Det tegner ikke godt.

Det vinterspind, der har ligget mindst vådt er placeret ved 3 pæl regnet fra venstre mod højre.
23. februar 2024.

17. februar 2024 - Første larvekolonier fremme 
Første dag i året med lidt lunt vejr og sol kom larverne frem både på Hedepletvingemarken, ved Karsten og Minnas rimme og i Lunden. I alle tilfælde få centimeter fra pælene, som markerer placeringen af vinterspindet (sidst fundne spind i efteråret). 

17. februar 2024. En stor koloni på Hedepletvingemarken - ca. 115 synlige.

På Hedepletvingemarken var der liv ved 1 ud af 8 spind - det spind, der ligger bedst eksponeret for sol. Men der har ikke været meget sol, og når der endelig var en lavtstående sol, var spindende i skygge af træerne mod syd. 

17. februar 2024 kl 14:00 (vintertid). Det er ikke meget sol, der når ned til vinterspindene på
denne årstid.

Ved Karsten og Minnas rimme var der liv ved 3 ud af 10 vinterspind. Kun ét af disse ligger i på sydsiden (KM10: 16 synlige) - de to øvrige lå delvist i vand (KM8: 4 synlige, KM9: 7 synlige). De 7 andre vinterspind var helt oversvømmet.

17. februar 2024. Kolonien på sydsiden af Karsten og Minnas rimme var den største med 16 synlige larver.

Ved Ellemarken lå de 4 vinterspind under vand... ét af dem kun delvist.

Ellemarken 17. februar 2024. De 4 pæle er markeringer af vinterspind. Kun spindet ved pælen længst
til højre lå kun delvist under vand.